I dag har vi været ude at gå en tur på nogle kilometer i en park, der hedder Hammock State Park ca. et kvarters kørsel her fra.
Parken ligger i et område, hvor en masse floder/åer/vandløb munder ud i en sø, Jesup Lake, som er ca. 4 gange så stor som Furesøen.
Det siges, at der er mellem 10.000 og 12.000 alligatorer i søen. Det er alligevel også en sjat. Vi har også læst os til, at søen har den næststørste eller måske den største koncentration af alligatorer ift. alle søer i hele Florida. Det er med andre ord ikke en sø, man hverken bader i eller står på vandski på. Der er mange både, som tager sig betalt for at sejle folk som os ud for at se på dyrelivet i søen. Men det har vi prøvet tidligere for nogle år siden, så i dag valgte vi bare at gå lidt rundt på egen hånd i den nærliggende park.
Vi håbede at se en eller flere alligatorer og alligevel håbede vi det ikke.... Vi så ikke en eneste, men vi så et bæltedyr, en masse ørne, hejrer (og det ER dyr, vi mener her.....;-)), pelikaner og skildpadder.
Fantastisk natur og alligevel også lidt skræmmende pga. det regnskovsagtige i det og de mørke vandløb. Absolut et gensyn værd og gerne i selskab med Johns foto-linse eller måske endda med løbetøjet på næste gang. Og denne gang så vi rent faktisk andre mennesker, og mange luftede deres hund, så helt galt var vi ikke på den denne gang.
Vi har altså stadig ikke fået opfyldt vores ønske (mest Mads og Dulles) om at se en af de store uhyggelige 'sataner'. Det har vi tilgode.
Det er da fantastisk at have "junglen" i baghaven.
SvarSletJeg pudser linsen og glæder mig til at jagte Fred's fætter. Ses snart.
John.